En kombineret vandretur, natursansning, forestilling og koncert – udsat for naturvejleder, fortæller og en klassisk messingkvartet.
Og så er det for børn! (fra 6 år.)
I begyndelsen var naturen, og menneskene levede på naturens præmisser – hvilket var helt enormt træls!
Vi vil jo helst bestemme …
Kom og oplev, hvad der sker, når en klassisk blæserkvartet, en naturvejleder og en fortæller beslutter sig for at lave en forestilling for børn. Om naturen og i naturen.
Forestillingen ‘Naturen tur-retur’ er udformet som en vandring fra jæger-samlertiden over bondesamfundet til vore dages rewilding. Vi går ad smalle stier, og undervejs sker der ting og sager.
Naturvejleder Lene Sanderhoff (nomineret til titlen som årets naturvejleder og kendt fra udsendelser som ‘Hu Hej Vilde Dyr’) udfordrer børnene med ting, der skal smages, lugtes til og føles på – og små opgaver, der skal løses. Fortæller Esther Rützou fortæller om den farlige natur og skal have børnenes hjælp i kampen med trolden, der bor under broen. Den Fynske Messingkvartet udtrykker oplevelserne i musik – både musik vi kender, og musik der er helt nyt, og som børnene får indflydelse på, hvordan skal lyde.
Den Fynske Messingkvartet består af trompetist Sara Bruntse; trompetist Rolf Persson, hornist Tone Sundgaard Anker og trombonist Christian Wallmann-Høeg.
Komponist: Lasse D Hansen
Vi opfører forestillingen fire gange i pinsen 2023
Lørdag d. 27/5 kl. 14.00 i Haastrup Bjerge – mødested Haastrup kirkes p-plads, Pilekrogen 5, Haastrup, 5600 Faaborg
Søndag d. 28/5 kl. 14.30 i Tranekær – mødested: Tranekær kirkes p-plads, Slotsgade 25, 5953 Tranekær
Mandag d. 29/5 kl. 10.00 i Rødme Svinehaver – mødested: p-plads på Tørvelong, 5771 Stenstrup
Mandag d. 29/5 kl. 14.00 i Odins Odense, Store Klaus 40, 5270 Odense
Alle forestillinger er gratis – men adgang til Odins Odense koster 80 kr. for voksne, og 35 kr. for børn.
Vi går ad små stier, som ikke er egnede til kørestole eller klapvogne.