Fuglen er fløjet og fisen er forduftet

Det er hårdt at sidde stille og se på en forestilling, hvis man er 4 år. (Det kan også være hårdt for voksne.)

I ‘Fuglen er fløjet og fisen er forduftet‘ skal man ikke sidde stille.

Forestillingen er nemlig bygget op i en vekselvirkning mellem fortælling, som børnene lytter til, og fagtesange eller danse, som børnene inviteres til at være med i.

I ‘Fuglen er fløjet og fisen er forduftet’ møder vi Bella og hendes far. Far kan ikke tåle rod. Så der er rigtig pænt hjemme hos Bella. – Bortset fra, at sofapuderne pludselig ligger på gulvet, og dukkehuset er væltet og alle skoene er faldet ned fra skohylden.

Det var ikke mig, siger Bella, og så må hun fortælle far om fuglen, som vil lære hende at flyve, og om kæmpen, der havde slugt et tordenvejr (og så får man altså ondt i maven!) og tusindbenet der var træt af at blive trådt over tæerne.

Ja ja, sukker far, og så hjælper de hinanden med at rydde op. Og bagefter flyver de som fugle og danser som tusindben.

Men så opdager far, at det sejler med vand på badeværelset.

Det var ikke mig, siger Bella …

Krav til lokale og opstilling: Forestillingen kan opføres der, hvor børnene er – inde eller ude – bare der er plads til, at vi kan danse som tusindben og lære at flyve som fugle.

Gruppestørrelse: Op til 50 børn på én gang.

Varighed: 40 min.

Pris: 5000 kr.

OBS: Jeg gentager gerne forestillingen to gange den samme dag – hvis I vil dele en børnegruppe, eller dele mig med naboinstitutionen. Det koster ikke ekstra.

Tilbage