Faaborg Fortællescene

Faaborg Fortællescene blev startet af mig tilbage i 2015, og drives nu af Beretterakademiet.

Ønsket er at præsentere publikum for den ypperste moderne mundtlig fortælling, man kan finde i Danmark.

2023: Faaborg Fortællescene holder Ord

Alle gange kl. 17 – 18.30

Alle gange i ‘Den gamle gård’

Billetter kan købes via link – se under hver forestilling – eller i døren.

Pris: 100 kr. (Medlemmer af Faaborg Kulturhistoriske Museer: 75 kr.)

3/7: Esther Rützou åbner sæsonen med Ahlefeldt og Arvingen. Fortællingen om den første Ahlefeldt på Tranekær Slot.Det er en historie propfuld af ærekære adelsmænd, rasende dueller, lige så rasende fædre og en meget forelsket skønjomfru.Det lyder som en ægte røverhistorie. Men Esther hævder hårdnakket, at den er sand! Gæstefortæller er Helle Janke. En næsten-Faaborgpige. Helle voksede op i Ollerup og gik på gymnasiet i Faaborg. Nu vender hun tilbage med fortællinger om – sten! Flint. Granit. Sandkorn. Alle disse små dele af vores undergrund, som små brikker, der helst skal falde på plads.

Esther og Helle fortæller under overskriften: Brikker i spil.

Billetter til Esthers og Hellse forestilling kan købes HER:

10/7: Det er kærligheden, der er emnet for fortællingerne d. 17. juli, hvor Maria Junghans fortæller sin egen moderne version af fortællingen om Amor og Psyke. I Marias version hedder den ‘Fisk et andet sted’. Det handler om at følge hjertet og ikke konventionerne, for hvis vi blot tør følge en anden vej, end vi plejer, kan vi ende med at finde lykken! Det er også temaet for gæstefortælleren Ellen Dahl Bang, som har hentet sine fortællinger i den store litteratur: hos Sigrid Undset og Isabel Allende.

Maria og Ellen fortæller under overskriften: Hvis lykken banker på – så husk at åbne døren.

Billetter til Marias og Ellens forestilling kan købes HER:

17/7 går det galt! Helt galt. Det må det gøre, for fortællerne er Kari Brinch og Gravers Graversen, og i deres historier er det som om, ulykkerne står i kø! Det er ikke fordi, de ønsker at skabe ulykker. Det sker bare ligesom. Hver gang de prøver at gøre det rigtige, kommer der problemer. Ikke udfordringer. Problemer!

Kari og Gravers fortæller under overskriften: En ulykke kommer sjældent alene.

Billetter til forestillingen med Kari og Gravers kan købes HER

Alt det, der har været:

2022 var overskriften ‘Nu Igen!‘, og de enkelte forestllingers navne byggede på ‘gen’. Gentagelser, Genkendelser, Genskabelser.

Esther og Maria var værter for fortælleforestillingerne, og vi havde fornøjelsen af at præsentere publikum for så skønne fortællere som André Andersen, Rune Green og Susan Ørum


2021 – ‘Min nabo, min fjende, min ven’ – en genforeningsforestilling.

2021 bød kun på én forestilling – til gengæld med hele tre fortællere: Kari Brinch, Maria Junghans og Esther Rützou tog genforeningen under kærlig behandling.



2020: Flugten, Fronten, Fjenden, Freden – 75. året for Befrielsen.

Vi fejrede Befrielsen – og mindedes besættelsen – med fire forestillinger, der tog udgangspunkt i lokale begivenheder fra besættelsesårene.

Fortællerne var Aske Ebbesen, Helle Asmild, Thomas Kirk, Vigga Bro, Kari Brinch og Esther Rützou.



2019: Skæve jubilæer

Det er jo de færreste begivenheder, der lige er sket for 25, 50 eller 150 år siden.

Sammen med gæstefortællerne Lise Marie Seidelin Nedergaard, Pernille Stockfleth, Thorstein Thomsen, Kari Brinch, Kasper Sørensen – og med Esther Rützou som fortællende vært – fejrede vi alle de skæve.


2018: Dø om så det gælder

Ja ja – det lyder mere alvorligt, end det var – selvom det var dødvarmt hele den sommer.

Hele 5 forestillinger blev det til i 2018 – med skønne fortællere: Ellen Dahl Bang, Hans Laurens, Maria Junghans, Katrine Faber og Mariane Josefsen.



2017: Nu skal vi sejre i Grevens Fejde!

I 2017 havde jeg haft en stor bestillingsopgave – en fortælling om reformationen, som den tog sig ud på Fyn. Researchmaterialet blev så stort, at jeg kunne lave tre ekstra forestillinger om det, der skete samtidig: nemlig Grevens Fejde.

Som gæstefortællere havde publikum og jeg glæden af Thorstein Thomsen, Susie Haxthausen og Maria Junghans.



2016:Sommerfortællinger

Fortællescenens 2. sæson bød på 6 forestillinger, og vi kom godt rundt om folk – og skidtfolk – fra Faaborgegnen.

Jeg havde glæden af at kunne byde publikum på så vidunderlige gæstefortællere som Aske Ebbesen, Vigga Bro, Kari Brinch, Lise Marie Nedergaard, Thorstein Thomsen og Pernille Stockfleth.



2015: Æresborgere

Den allerførste sæson. Bævende hjerte, rystende hænder – meget velforberedte historier! Mon der vil komme nogen?

Det gjorde der! Jeg fortæller stadig flere af historierne fra den første sæson. De allerførste gæstefortællere på scenen var Mads Lund, Susie Haxthausen, Annemarie Krarup, Jens Peter Madsen, Kari Brinch og Maria Junghans.