Har du et tip til, hvordan man husker sin historie?

– spurgte en gruppe højskolelærere mig. De var nyansatte og lidt nervøse for det der fortælling til morgensamlingen.

Jeg fortæller tit meget lange historier – måske på 45-60 min. længde. Så jo, jeg ved godt noget om, hvad man gør for at huske historien. Derfor synes jeg selv, at jeg kom med et rigtig godt svar til højskolelærerne.

For det første: Du går ikke i stå hvor som helst!
For det andet: Du glemmer ikke hvad som helst i en historie.

Jeg tager det med at gå i stå først:
Det er ganske bestemte steder, du kan komme til at gå i stå, fordi du pludselig har glemt, hvad der skal ske.
Og de steder er overgangene fra én scene til den næste.

Vi leger, at du skal fortælle ’Rødhætte og Ulven’. Historien har 6 scener:
Rødhætte bliver sendt afsted til Bedstes hus med en kurv.
Rødhætte møder ulven.
Ulven æder bedstemor.
Ulven æder Rødhætte.
Jægeren kommer og sprætter ulven op, så Bedstemor og Rødhætte kan komme ud af Ulvens mave igen.
Ulven vågner og vil drikke vand af brønden, men falder ned i den og drukner.

Handlingen i den enkelte scener skal du nok kunne huske. Den hænger nemlig sammen og er logisk i sin rækkefølge. ’Goddag lille ven’ siger Ulven. ’Goddag’ siger Rødhætte. ’Og hvor skal du så hen?’ spørger Ulven. ’Jeg skal til bedstemor …’
Men når du er færdig med samtalen i skoven – Ups. Hvad er det så, der sker?

Fiffet er:
1. Identificer de steder, du let kan komme til at gå i stå. Det gør du allerede første gang, du øver historien. Læg mærke til, hvor du stopper op og skal tænke, før du kan gå videre. Det er dine ’gå-i-stå-steder’.

2. Lav to ’forbindere’: En sproglig, og en kropslig/visuel. Den sproglige:  Lav en ’og så …’ sætning, der binder scenerne sammen. ’Farvel’, sagde Ulven, og så løb den gennem skoven hen til Bedstes hus.
Den ikke-sproglige: Tegn en tegneserie med tre tegninger. (Det er kun dig, der skal se tegningerne, så det behøver ikke at være stor kunst.) I den ene tegning tegner du ulven, der siger farvel til Rødhætte. I den næste ulven, der løber mod Bedstes hus, og i den tredje ulven, der sluger Bedste.
Læg tegningen foran dig, når du øver historien.
Din krop lærer historien, mens du tegner, og hvis du ser på tegningerne, mens du øver, vil du også se dem for dig, når du fortæller. Og så ved du, hvordan du kommer videre.

(OBS: Jeg laver også kursus i fortælling. Læs mere om det HER🙂

Og så det med, at man ikke glemmer hvad som helst:

Man glemmer typisk det, der ikke rigtig ’hører til’, der hvor de skal fortælles, men som har betydning senere i historien.
Jeg har en historie, hvor det er meget vigtigt, at hovedpersonen tager en sten med sig, før han går hjemmefra. Han skal nemlig bruge den i slutningen af historien.
Men det glemmer jeg næsten hver anden gang jeg fortæller historien. Jeg er så optaget af at fortælle om hans afsked med familien, at den der sten simpelthen smutter.

Hvordan undgår man så det?

Man bruger  samme fremgangsmåde, som med overgange.
Lav en sproglig forbinder: ’Det sidste Thomas gjorde, inden han gik, var at hente en sten ude i marken og putte den i lommen som et minde om sit barndomshjem.’ – eller lignende.
Lav en kropslig-visuel forbinder: tegn den ting, du skal huske, og hav papiret liggende foran dig, når du øver fortællingen.

Hvad så, hvis det alligevel går galt?

Hvis den der sten alligevel bliver glemt, og man står ved slutningen af historien og skal bruge den?
Jeg har tre udveje:
1: Den ærlige: ’Ups, jeg glemte at sige …’ – det er den værste udvej, synes jeg. For den hiver publikum ud af historiens rum. Så den bruger jeg kun, hvis jeg ikke kan undgå det.
2: Den frække:Og kan I huske, at jeg fortalte, at Thomas tog en sten med, da han gik hjemmefra?’ – når jeg spørger publikum om det, nikker de allesammen. I virkeligheden kan de ikke huske, at jeg har sagt det, for jeg har nemlig ikke sagt det. Men det tror de, at jeg har, fordi jeg formulerer mig som jeg gør. Og det virker. Stenen er introduceret, og publikum er ikke hevet ud af historiens rum.
3: Den lange omvej: ’ Og så tog Thomas en sten frem. Den havde han nemlig taget med, dengang han gik hjemmefra bla bla bla …’ – Det er en noget tungere løsning, som jeg helst ikke vil ud i, men som virker, når man bruger den. Historien bliver bare så lang i spyttet af det.

(Det er noget af det, vi træner på fortællekurser. Se mere om mit næste kursus HER:)

Og hvad gør man, hvis man alligevel går i stå, selvom man har lavet sproglig forbinder og tegnet tegning?
Her gælder det om at vinde tid. For du kommer i tanke om, hvordan historien fortsætter – du skal bare lige tænke et par sekunder.
Der er igen tre løsninger:
Den ærlige: Nu har jeg glemt, hvad der så skal ske. – Det dumme ved den løsning er, at publikum får så ondt af dig, og resten af historien vil de sidde der og være bange for, at du går i stå igen.
Den frække: Og hvad tror I så, der skete? – Denne løsning er fin, hvis det er børn, der er publikum. De kommer med nogle vilde bud, og det inspirerer, så man husker den rigtige fortsættelse.
Den skjulte: Hosteanfald, behov for vand … Det giver pausen, og publikum bliver godt nok revet ud af historiens rum, men de bliver ikke bange på dine vegne.

Men der er faktisk en kur mere, som kan om end ikke fuldstændigt fjerne risikoen for at gå i stå, så dog reducere den væsentligt.
Den kur hedder: Fortæl ikke kun ‘hvad’. Fortæl ‘Hvorfor’!

Og den kur er forresten også kuren mod at fortælle kedeligt.
Den går jeg i dybden med i et andet fortælletip, som du kan læse på min hjemmeside.

På hjemmesiden kan du også læse om

Det næste fortællekursus, jeg holder!

Linket er her: 


—————————————————————————————————————–


Få et smugkig!

Jeg har lavet videouddrag af mine mest populære forestillinger.

Dem skal du da se!

Udfyld formularen og klik på knappen.

Samtidig bliver du tilmeldt mit nyhedsbrev.