”Den ruchebane gik vildt hurtigt! Jeg blev megabange. Det var herrefedt!”
siger Teodor efter en tur i tivoli.
Øjnene stråler. Ingen er i tvivl om, at det var en god tur.Men hvad fik vi at vide?
At Teodor havde haft en god tur i ruchebanen.
Kunne vi selv mærke turen ud fra Teodors beskrivelse?
Nej.
Vi kan mærke Teodors begejstring.
Det er selvfølgelig fint nok – når vi bare snakker sammen.
Men i en historiefortælling, skal tilhørerne kunne mærke turen.

Dette fortælletip handler om at skabe billeder i hovedet på folk.
I et andet fortælletip fortæller jeg om kropssprog  og stemmebrug.
Men her handler det om at vælge de rigtige ord, så publikum får noget materiale at bygge billederne op med.

De rigtige ord?
Jamen, kan man ikke bare bruge de ord, som er i den nedskrift af historien, man har fundet?

Nej.

For det første er det en kæmpe opgave at lære en hel historie udenad – ordret.

For det andet er der forskel på det sprog, man skriver i, og det sprog man fortæller mundtligt i.

Det skriftlige sprog kan være meget  mere indviklet i sætningsstrukturen og have komplicerede ordbilleder. Vi læser jo ikke så hurtigt, som vi snakker, og derfor er der bedre tid til at forstå.

Når vi fortæller, mundtligt, skal sproget være enklere.

Her skal vi først og fremmest vælge ord, som giver publikum byggemateriale til deres billedskabelse.

De ord er sanseord.

Vi har fem sanser. – (Nogle siger, de har seks, men lige nu nøjes vi med de fem kendte.)
Synssansen
Høresansen
Lugtesansen
Smagssansen
Følesansen

Synssansen aktiverer vi med synsbeskrivelser. Høresansen med lydord. Lugtesansen med navne på lugte osv. osv.

Her kommer et eksempel. 
Jeg vil fortælle en scene, hvor en kat fanger en mus.
Det kan fortælles på tre ord:
Katten fangede musen. 
Men det giver os ingen billeder.

Nu læsser jeg en masse sanseord ind. Så bliver det sådan her:

Kattens næsebor fangede den krydrede lugt af mus. (lugtesans). Lydløst (høresans) sneg den sig nærmere. Der! Noget gråt med en lang hale. (Synssans). Katten spændte musklerne (følesans) og sprang. Kløerne borede sig ned i den bløde musekrop. (følesans). Blodet piblede frem fra sårene. Det lugtede tungt og godt af mad (lugtesans). Det syrlige mundvand (smagssans) fyldte kattens gab. Så bed den.

I rigtige historier bliver det overlæsset, hvis vi kaster alle sanser ind i alle beskrivelser.
Ligesom med kropssprog og stemmebrug skal vi passe på med at gøre for meget.
Publikum skal have det nødvendige materiale, så de kan bygge billederne.
Men ikke mere end det nødvendige.
For så bliver det jo os, der bygger billederne.

Sådan gør jeg:
Jeg bruger sanseord, når jeg beskriver et sted.

Det kan f.eks. være den skov, Rødhætte er gået ud i.
Mellem de høje træstammer er der halvmørkt og koldt. Det suser i trætoppene langt over Rødhætte hoved.
Og se – der er der jo blomster!

Herfra fortæller jeg handling.
Jeg beskriver ikke blomsterne. Jeg beskriver heller ikke ulven. Men jeg reagerer med kropssprog og stemme på den forskrækkelse det er pludselig at stå overfor en ulv.
Men hvordan ulven ser ud – om den går på fire ben som rigtige ulve, eller om den er en tegneserieulv på to ben og med blå overalls på, det overlader jeg til publikum at bestemme.

Skal man aldrig beskrive personer?
Jo jo – men gør det lidt ’skrabet’.
Hvis jeg f.eks. fortæller en gyserhistorie, med en kæmpeedderkop der er stor nok til at æde et barn, nævner jeg nogle få detaljer. Størrelsen, selvfølgelig, og at den har lange, sorte ben med en strittende pels. Det er rigeligt. Publikum digter resten.

Skriv endelig, hvis der er noget, du gerne vil have mig til at tage op i mine fortælletips.

Mange hilsner
Esther

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt om mine fortællinger: