“Jeg kunne se det hele for mig –  det var ligesom en film!”

Jeg har fortalt ”Guldminen i Skellefteå” for de danske gæster på et Timeshare hotel i Portugal.
Holger er en af gæsterne, og han står foran mig med strålende – og også undrende – øjne.  For det er første gang, han rigtigt har oplevet historiefortælling. Han anede ikke, at det indbefattede, at han skulle se film!
Men sådan er det.
At være historiefortæller er at være instruktør på en film. Den bliver indspillet og afspillet på én gang – og lærredet er indersiden på tilhørernes hoveder. (Det er i øvrigt også dem, der er regissører, caster rollerne, bygger kulisser, vælger kostumer …)

Men hvordan skaber vi så de der billeder i folks hoveder?

Til det har vi tre værktøjer: Sprog, Krop og stemme.
Og i dette tip tager jeg fat på krop- og stemmeværktøjerne.

Og det er så nemt!
For du kan det allerede!

Hvis du nogensinde har fortalt godnathistorier for børn, så har du brugt både krop og stemme dramatisk. Du har ladet Ulven tale hæst og groft og Rødhætte tale lyst og naivt. Du har ladet Bedste have en rystende gammelkonestemme og Jægeren har været selvsikker og handlekraftig i sit tonefald.

Du har sikkert også brugt dine hænder, dine øjne og dit ansigt til at mime handlingen med:
’Hvorfor har du så store tænder, Bedstemor’ spurgte Rødhætte
’Det er for at jeg bedre kan ÆDE DIG!” råbte Ulven og så slugte den Rødhætte i en mundfuld!
– Og mens du fortæller det, rækker du ud efter barnet og lader som om, du vil sluge det.

Ikke sandt?

Men læs lige videre.

For jeg har et par råd til, hvordan du skal bruge det, du allerede kan.

Vores stemme kan en masse.
Vi kan sige ’ Dejligt vejr i dag’, så tilhøreren tror på, at vi faktisk synes, at vejret er dejligt. Eller tværtimod sige det, så alle kan høre ironien. Vi kan lyde trætte eller energiske, glade eller sorgfulde – det er ikke så meget ordvalget, det kommer an på, det er tonefaldet.

Og det kan vi udnytte i historiefortællingen til at antyde personernes sindsstemning og karaktertræk.
Hvordan har Rødhætte det, da hun står overfor Ulven i skoven?
Er hun forskrækket?
Ja, det tror jeg.
Men Ulven virker jo rar nok. Rødhætte vil meget gerne have, at Ulven er rar. For så er hun ikke i fare.

Hvordan taler man, når man står overfor en person, man er bange for, men virkelig, virkelig håber er rar?

Man taler hurtigt. Sådan lidt forceret. Og stemmen er sikkert lys, fordi man er utryg. Lyse stemmer signalerer lille, usikker, naiv, bange. Mørke stemmer signalerer stor, rolig, magtfuld, klog.

Så når Rødhætte fortæller Ulven, at hun er på vej ud til den syge Bedstemor med en kurv med vin og kager, så rabler hun det af sig i et lyst, lidt stammende tonefald.

Og Ulven?
Han har sådan lyst til at æde den der lille pige lige på stedet. Åh, det er lige så mundvandet drypper! Men han styrer sig. For han kan jo få dobbelt så meget mad, hvis han lige lader pigen snakke, så han finder ud af, hvor Bedste bor.
Måske har han endda en pervers glæde ved at lege rar, mens han i virkeligheden planlægger pigens død?
Hvordan taler den type?
Lidt slesk? Overdrevent venligt, lidt for henkastet?

Stemmen kan altså give personerne karakter og fortælle os, hvordan de har det.

(Du kan også tage på kursus i fortælling. Læs mere HER🙂

Man kan også bruge stemmen til at bygge en spænding op.
Hvis du f.eks. fortæller en gyser, så er det meget virkningsfuldt at hviske.
Hvorfor?
Fordi vi hvisker, når vi er bange. Og det virker også den anden vej. Vi hvisker – og så bliver vi bange.
At tale langsomt og indtrængende gør scenen skæbnetung.
At tale hurtigt og stakåndet angiver en flugtstemning.

Kan det overdrives?
Ja i den grad.
Så kommer det til at virke komisk – og historien bliver en lille smule kedelig.
Og det gælder i endnu højere grad kropssproget.

Vi skal nemlig ikke spille teater.og snige os rundt på gulvet som en ulv, eller bøje os ned for at plukke imaginære blomster som Rødhætte.

Billedskabelsen foregår jo inde i publikums hoveder, ikke på scenen foran dem. Derfor skal vi docere vores virkemidler, og kun antyde bevægelser.

Jeg bruger hovedet, øjnene og armene, når jeg fortæller.

Hvis jeg har en dialog mellem to personer, vil den ene altid være højere end den anden. Hvis det f.eks. er en trold og en prinsesse, der snakker sammen, kigger jeg ned til venstre, når jeg siger troldens replikker, og opad mod højre, når jeg siger prinsessens. Så virker det for publikum som om, der står to personer ved siden af hinanden og taler sammen, og alle kan se, at trolden er meget større end prinsessen.
Jeg behøver altså ikke at steppe et skridt til venstre, når prinsessen taler, og et skridt til højre når det er trolden, der siger noget.
Jeg kan blive stående på stedet og bare angive positionerne med hovedet.

Jeg kan endda have en fortæller med – som siger alt det, der ikke er replikker. Når jeg er fortæller, står jeg med hovedet i neutral position og ser lige på publikum.

(Lyder det svært? Så meld dig til et fortællekursus. Læs om mit næste kursus HER🙂

Øjnene angiver, hvordan personerne har det. Opspilede øjne betyder skræk. Sammenknebne øjne viser mistænksomhed eller overlegenhed osv.
Øjnene kan også angive retninger. Når Rødhættes mor formaner Rødhætte om, at hun ikke må gå væk fra stien, kigger hun selvfølgelig på Rødhætte, som sikkert allerede er på vej ud ad døren. Det angiver jeg ved at kigge mod et punkt et par meter foran mig med let løftet hoved, som om jeg taler til en, der er på vej væk. Publikum ser Rødhætte for sig, selvom det eneste, de i virkeligheden ser, er mig og min blikretning.

Hænder kan pege og vinke. De kan også mime. Hvis personen i historien tager imod en gave, er det oplagt at række hænderne frem, som om man får noget.
Eller hvis personen i historien river døren op. Så kan man også mime det, ved at strække armen ud og gribe et usynligt dørhåndtag.

Også når jeg mimer, holder jeg det på et antydningsplan. Jeg rækker ud efter et dørhåndtag, men jeg mimer ikke at åbne og lukke døren. Og jeg vælger bevidst de steder ud, hvor der skal mimes. For det er et stærkt virkemiddel, og ligesom mad smager bedre, hvis den får salt – men er uspiselig, hvis den får for meget – så skal man også dosere mimning i historiefortælling.

OK – jeg startede med at skrive, at det med at bruge stemmen og kroppen er nemt.

Men samtidig er det også svært.

Fordi der er en hårfin grænse mellem for lidt og for meget.
Øv dig, øv dig, øv dig – prøv af på et publikum. Læg mærke til deres reaktioner – spørg dem evt. om, hvad de oplevede.

Du kan lære det hele på fortællekurser. Læs her om det næste kursus, jeg afholder. Måske er det noget for dig.

————————————————————————————————————

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt om mine fortællinger: