Hvis man vil have publikum til at huske historien, skal man få dem til at identificere sig med helten i historien. Sådan rigtigt. Så de bliver glade, når helten er glad, og kede af det, når helten er det.

Det handler ikke om at ‘føle med helten’.
Det handler om at ‘føle ligesom helten!’
At identificere sig med helten. 
Hvis tilskuerne gør det, så holder helten op med bare at være ‘en helt’. Så bliver han ’et menneske ligesom mig. Og så forvandler historien sig fra at være ’en historie’ til at være ’en væsentlig historie’.Det prøver vi lige:

Forestil dig, at du står ved foden af et bjerg. Det er lavet af glas. Helt, helt glat. Og det er stejlt, selvfølgelig.
Oppe på toppen sidder prinsessen.
Hvis der ikke er nogen, der kan komme op ad glasbjerget og redde hende, inden der er gået tre dage, så tager trolden hende!
Du vil gerne redde prinsessen. Du vil gerne være en helt, og helte redder folk.
Rundt om dig er der andre, der også gerne vil være helte, og også gerne vil redde prinsessen. De tager tilløb og kommer måske en meter op ad glasbjerget. Så skrider det baglæns ned igen.
Det er umuligt.
Ingen kan gå op ad noget, der er så glat og så stejlt.

Hvordan har du det med det?
Du er frustreret, ikke sandt. Vred på dig selv og på udfordringen og på glasbjerget og på trolden. Og du har lyst til at give op. Hvorfor er det altid dig, der skal være helt? Det simpelthen urimeligt, er det.
Og samtidig har du den der: ’Det kan ikke passe’ – tanke. Det må da være muligt at komme op på en eller anden måde.

Denne følelse skal nu kommunikeres til publikum.

Man kan godt sige: Helten var frustreret.
Det er jo en oplysning.
Men oplysninger kan man ikke mærke. Dem kan man bare tage imod og handle ud fra.
OK – han er frustreret. Og hvad så?
Det er lidt ligesom at få at vide, at der er vejarbejde lidt længere fremme. Nå – jamen så drejer jeg til højre her og kører udenom.

Vi skal have publikum til at mærke heltens frustration, og det gør vi med:

Mærketricket

Det består i, at vi beskriver den kropslige fornemmelse, man får, når man har en bestemt følelse, og sætter ordet ’mærke’ (eller: ‘det føles som om’) foran.
’Han kunne mærke irritationen helt ned i maven.’
Tricket virker, fordi beskrivelsen af en fysisk reaktion vækker genkendelse hos publikum, og derfor også identifikation.
Rigtig mange følelser giver en fysisk reaktion i maven. Det kan også være underlæben, der dirrer, muskler der spændes, klumper der synkes, kriblen i fingrene … ja, fortsæt selv listen.

Og det virker! Selvom det er så helt ufatteligt enkelt.

(Du får endnu flere tips og tricks, fif og fiduser på et fortællekursus. Læs mere HER🙂

Der er et trick til:

’Indre monolog’-tricket.

’Indre monolog’ betyder ‘at lade hovedpersonen diskutere med sig selv.’

‘Det var jo en helt umulig opgave. Ingen kunne komme op ad det bjerg. Ingen! Hvis det skulle være på den måde, så gad han slet ikke. Nej. Så kunne den trold bare æde prinsessen, eller hvad den havde tænkt sig. Han ville gå hjem igen. Nu. Det der glasbjerg det … Man kunne ikke engang hælde grus på, uden at det gled ned igen. Så skulle man først hælde lim på, i hvert fald. … Vent nu lidt  – det var måske en ide? …’

Eller hvis det er Rødhætte, der møder ulven:
’Nej nej nej – ulven måtte altså ikke æde hende! Det måtte den bare ikke. Åh, bare den ville gå. Hun ville aldrig mere gå væk fra stien, hvis bare ulven ville lade hende gå. Åh heldigvis, nu smilede den. Måske var det en rar ulv? …’

Læg mærke til, at indre monolog er i datid og i tredje person.
(Med mindre du fortæller en jeg-fortælling. Så er det selvfølgelig 1. person.)

Hvorfor datid?
Jeg tror, det er fordi, nutid gør det for teateragtigt. Så bliver det ikke en indre monolog, men en teatermonolog.
Nutid ville også kræve, at man gik over i jegfortæller, og altså rigtig spillede rollen som Rødhætte, eller hvem man nu fortæller om. Og det ville kræve skuespillerevner.
I hvert fald: Det virker bedst, når det er i datid. Så derfor.

Det vil være helt naturligt at kombinere ’mærke-tricket’ med ’indre monolog’-tricket.

Per kunne mærke hvordan det kogte nede i maven. Det her var for dårligt! Det kunne de simpelthen ikke være bekendt. Men nu ville han heller ikke være med mere! Ikke om de så kom og tiggede ham om det. Han var den der var gået! Slut!

Hjertet hamrede i brystet på hende. Åh nej! En Ulv! Hvorfor var hun også gået væk fra stien. Hvorfor havde hun ikke lyttet til mor? …

Prøv det af! – Der er kun én måde at blive god på, og det er ved at øve sig.

Du kan også tage på fortællekursus og få det hele øvet godt igennem med en vejleder. Læs om mine fortællekurser HER:

———————————————————————————————————————-

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt om mine fortællinger: