Jo, det giver mening. Hør her:
Jeg fik en mail fra en pige på 10-11 år. Hun havde hørt mig fortælle, og nu skrev hun til mig, fordi der var en af historierne, som hun bare syntes var så god! Den skulle jeg skrive om til en bog, mente hun. Så alle kunne lære den historie at kende.

Den historie, hun var så glad for, var ‘De lange næser’. Og det forbavsede mig, for da jeg læste historien første gang, syntes jeg, at den var lidt kedelig.

‘De lange næser’ stammer fra en samling af danske eventyr, der blev samlet ind på den jyske hede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Indsamleren hed Evald Tang Kristensen. Han var skolelærer, men brugte det meste af sin tid på at gå fra husmandssted til husmandssted og få folk til at fortælle. Han skrev omhyggeligt ned, hvad folk fortalte – så ordret som muligt.
Det var i sidste øjeblik at denne indsamling af folkeeventyr fandt sted. Samfundet var ved at ændre sig, og det var ikke længere på mode at lytte til fortællinger.
Adskillige af fortællerne havde ikke fortalt deres historier i mange år. Det var lige før, de ikke kunne huske dem.

Og det kan man klart fornemme, når man læser historierne i Tang Kristensens samling. De er noget tørre og livløse.

Så jeg var lidt nervøs, første gang jeg skulle fortælle Tang-Kristensen-historier. Sæt nu publikum syntes, de var kedelige.

Det gjorde de ikke. De elskede dem og de grinte og grinte. Især af ‘De lange næser’.

Det har jeg tænkt meget over. Altså – historien er virkelig tør i bogen. Hvorfor er folk så så begejstrede, når jeg fortæller den?
Hvad er det, der gør forskellen?
Jeg er nået frem til, at forskellen er: MIG!
Fortælleren.
Den der tager et materiale og puster liv i det.
Jeg tilfører historien drama med min stemme og mit kropssprog. Jeg giver personerne personlighed. Jeg trækker tilhørerne ind i handlingen.
Måske tilfører jeg netop det til historien, som Tang Kristensens fortællere også gjorde, men som han ikke kunne skrive ned. Tonefald. Kropssprog. Mimik.

Jo, jeg kunne sikkert godt skrive en bog, der var bygget over historien. Når nu hende pigen syntes, at den var så god.
Men på den anden side: En bog er jo skriftlig. Og denne historie har det absolut bedst, når den er mundtlig.