“Uden for huset stod den gamle mand med sit jagtgevær. Han sigtede lige imod dem …”

Hvert år er Vordingborg vært for en af Danmarks største festivaler – en festival kun for børn. Vilde Vulkaner hedder den. Der er plads til 11.000 børn og et par tusind pædagoger. Der er musikscene, hvor store danske navne spiller, der er tivoli, der er legeland med hoppeborge – og så er der mig. Fortælleren.

Jeg sidder i ‘Læseoasen’, et telt hvor man kan slappe lidt af mellem hoppeborge og musik. Her kommer børn ind og smider sig i en sofa. Måske tager de et blad. Måske sidder de og ser lidt trætte ud. Så tilbyder jeg at fortælle en historie. Det bliver til to historier – til tre – til mange. Nogle gange sidder der bare et barn foran mig og lytter, andre gange er der tyve.

Fortælling på vulkanen – et svendestykke

Det er en vildt krævende opgave. Jeg fortæller i timevis, og der skal helst være nye historier hele tiden. Historier, som passer til netop den børnegruppe, der sidder overfor mig. Historier som udfordrer børnenes fantasi. Historier som inspirerer til lege og måske også giver nogle tanker, man kan gå og tygge lidt på.

Men det er også vildt givende. For børn er gode lyttere. De lever sig ind i fortællingen. De suger historierne til sig. Mens jeg fortæller, kan jeg næsten se, hvordan de skaber en film inde i hovederne og ser det for sig, som jeg fortæller.

Jeg tænker på det som ‘Fortællerens svendeprøve’. Der skal virkelig leveres – og det er en stor glæde at få lov til at yde sit ypperste overfor det allervigtigste publikum, man kan forestille sig.

SONY DSC

Vilde fortællinger er bedst

Hvilke historier er det så, der egner sig særlig godt til børn i denne aldersgruppe?

Det gør historier, som både byder på action, på realisme – og har et godt stænk af mystik.

De historier, som er mest populære, er mine jeg-fortællinger. Når jeg begynder en historie med: For mange år siden var jeg … – ja så er koncentrationen der straks. Undervejs i disse jeg-fortællinger sker der noget, som måske er utroligt eller usandsynligt. Tilhørerne er med på at acceptere endog meget mærkelige tildragelser, fordi de en gang for alle er gået med på fortællingens premis. Når historien så er færdig, kommer det uundgåelige spørgsmål: ‘Er det sandt?’ Det er jo ikke alle mine historier, der er helt sande, men jeg forsøger at undgå at svare. Inderst inde ved de det jo godt – børnene. Men de er blevet trukket ind i historien, og de vil så gerne lege, at den er sand.

Hvis jeg fortæller eventyr og myter, vælger jeg nogle med fantasypræg. ‘Ridder Lodbrog’ er populær. Helten er smart. Han regner ud, hvordan han kan nærme sig dragen uden at blive brændt af. Og handlingen er dramatisk. Der indgår kampscener med masser af ild og vold og drageblod. Skæmtehistorier – som f.eks.  ‘De lange næser’  – går også rent ind. Prinsesseeventyr som Tornerose eller Askepot dur til gengæld ikke. Dem har børnene hørt som små, og de er ikke gamle nok til at opdage, at der er endnu et lag i historien.

Endelig er der de improviserede historier. Jeg begynder på en handling, og undervejs i fortællingen får jeg stikord fra børnene. Det kan godt blive svært at holde kursen i en sådan fortælling, men det er lige meget. For i disse historier er vi sammen i en fælles skabelsesproces. Børnenes og min fantasi samarbejder og inspirerer gensidigt hinanden. Det er en måde at lege sammen på, og jeg nyder det intenst.

Næste sommer er der ‘Vilde Vulkaner’ igen. Jeg håber, de vil have fortælling på programmet endnu en gang. For jeg glæder mig allerede.