En af mine mest populære fortællinger for tiden er historien om dengang, Danmark fik kvindelige præster.

Det gik nemlig ikke stille af!

Den 28. april 1948 gør biskoppen i Odense sig store anstrengelser for at bilde sig selv og andre ind, at det, han skal til at foretage sig, er helt dagligdags. Slet ikke sensationelt. Slet ikke historisk. Bare endnu en dag på kontoret.

Den er der ingen, der hopper på. Heller ikke ham selv.

For allerede længe før, det går løs, er domkirken proppet. Altså proppet! Den kæmpestore kirke! Og udenfor på gaden står odenseanere på tæer for at se, når de kommer forbi. De tre kvinder, som om lidt vil blive de første kvindelige præster i Folkekirken.

Flere af Odenses skoler holder lukket, så eleverne kan komme hen og opleve historiens vingesus. Pressen er mødt talrigt op. Fotograferne er klar, og mangler bare at få at vide, hvor i kirken de må være.

De må overhovedet ikke komme ind i kirken, svarer biskoppen. Det her er ikke en forestilling. Det er en ordination. En ganske almindelig ordination!

Det irriterer både biskop og de tre ordinander at medlemmer fra Dansk Kvindesamfund har fået møvet sig ind på de forreste bænke i domkirken. For det her er altså ikke et spørgsmål om ligestilling. Det er et teologisk anliggende.

Forud for begivenheden har der været en livlig diskussion – ja nærmest skænderier – mellem tilhængere og modstandere af kvindelige præster. Der er åbenbart mange – rigtig mange – måder at læse bibelen på. Paulus er naturligvis blevet citeret flittigt. Kvinder skal tie i forsamlinger, det står i Paulus’ breve til Korintherne. Fortalerne for kvindelige præster spørger drilsk, om modstanderne da også kræver, at kvinder har slør på, når de beder. Det foreskriver Paulus nemlig også. Og modstanderne svarer igen ved at henvise til, at Jesus selv kun valgte mænd som apostle, og at det i øvrigt er imod kirkens tradition med kvindelige præster og … Jo, bølgerne går højt. Over 500 præster truer med at sige op, hvis loven, der tillader kvindelige præster, bliver vedtaget.

Men vedtaget bliver den alligevel, (og ingen siger op), og nu er vi nået til d. 28. april 1948. Lige om lidt sker det. Den første ordination af kvindelige præster ikke bare i Danmark, men i verden!

Jo. Det er en sensation. Så kan biskop Øllgaard sige, hvad han vil.

Og det gør han i øvrigt også. Han er en modig mand. Siden han sagde ja til at ordinere Johanne Andersen, Ruth Vermehen og Edith Brenneche Pedersen, har han modtaget hadefulde anonyme trusselsbreve. Han har set sig selv omtalt hånligt i artikler og læserbreve. Han ved, at adskillige af præsterne i hans eget stift vil udeblive fra domkirken og således demonstrativt tage afstand fra deres biskop.

Alligevel skridter han roligt hen mod Domkirken fulgt af de tre ordinander. For ham er sagen klar. Der er intet i det nye testamente, der taler imod kvindelige præster. Da Jesus genopstod påskemorgen, viste han sig først for kvinderne, og sendte dem hen for at fortælle om det til de øvrige disciple. Hvis Jesus selv kan bruge kvinder til at forkynde sin opstandelse, så kan biskop Øllgaard også.

Nok en fortælling værd:

Fortælleforestillingen ’Da kvinderne tog kjolen på’ er skabt af Esther Rützou og kan bookes via mail: kontakt@estherrutzou.dk eller telefon 30241958

Varighed: 45 min – med mulighed for efterfølgende spørgsmål og diskussion

Pris: 4000 kr. + transport.