Admin site Logud

 Site Administration

Faaborg Sommerfortællescene

6 sommermandage med fortælling

Denne sommer glæder jeg mig til at fortælle historier om mennesker, der har betydet noget for Faaborg. Jeg fortæller i 'Den gamle gård', en smuk gammel købmandsgård, der nu er museum. -Udendørs hvis vejret er godt, og indendørs hvis vejret er vådt. Sammen med museet har jeg valgt 6 personer ud, som har en spændende historie. Jeg har læst og gransket og bygget mine fortællinger op, og nu er jeg klar til at fortælle for alle, der har lyst til at høre dem! Til hver forestilling har jeg desuden inviteret en gæstefortæller, som fortæller sine egne historier - og dem glæder jeg mig også meget til at præsentere. Så kom, hvis du vil høre historier, og befinder dig i nærheden af Faaborg. Det foregår om mandagen fra kl. 17 - 18.30 i 'Den gamle gård', Holkegade 3, Faaborg, og det koster 50 kr. Billetter købes ved døren. Programmet henvender sig mest til voksne, men større børn kan sagtens være med. Faaborg sommerfortællescene støttes af Statens Kunstfond.

Mandag d. 29/6:

Mæcenen fra Faaborg
"Her er Faaborg, og her er Torvet. Gør hvad De vil - men gør det, så det giver genlyd helt ned i Europa!"
Fabrikant Mads Rasmussen interesserer sig lige så meget for kunst som for konserves. Til sit 25 års jubilæum forærer han Faaborg en dristig skulptur. Den skal stå midt på torvet. - Og den kommer sandelig til at give genlyd!
Fortalt af Esther Rützou.

Maleren fra Firenze
Hans kys var et nysgerrigt studie af hendes læbers linjer, som ville han bekræfte hendes tilstedeværelse i verden - og Emilia Edessa var i sandhed til stede i verden ...
Maleren Tito Salvatore skaber så fantastiske billeder, at når andre ser på dem, bliver de fuldstændig besat af inspiration, lidenskab eller galskab.
Fortalt af gæstefortæller Mads Lund.

Mandag d. 6/7:

Prinsessen der holdt på sin ret
Biskoppen stænkede brudesengen med vievand og velsignede den. Kongen så sultent på sin brud.
Morgenen efter brudenatten forstøder den franske kong Philip August sin brud. Men Ingeborg, Valdemar Sejrs søster, næg- ter at rejse. Hun er Frankrigs dronning nu. Basta! En historie om sex, magt og storpolitik.
Fortalt af Esther Rützou.

Prinsessen der blev en mand
Der stod prinsessen i sin afdøde mors fineste klæder. Kongen tabte kæben. Hun var lige så smuk som sin mor! Han ville giftes med hende.
Nordiske folkeeventyr om stærke kvinder, kloge koner og Lindorme – og en enkelt vise, der kan synges med på.
Fortalt af gæstefortæller Annemarie Krarup.

Mandag d. 13/7:

Fortællingen om en muse
Det var, som om hvert ord, han havde skrevet, var om hende. Han løftede hovedet og mødte hendes blik. Riborg bøjede sig rødmende over sit håndarbejde.
1830 er året, hvor H.C. Andersen slår igennem som digter. Faktisk mangler han kun to ting i sit liv: at blive rig - og at blive forelsket.
Fortalt af Esther Rützou.

Simonfortællinger
Simons mund løb altid over, når han var nyforelsket. Han kunne mærke, at det var helt forkert, da det kom over læben, ”Vil du gifte dig med mig?”
Historier om forelskelser og passioner, som aldrig taber inten- sitet og kraft, selv når man, som Simon, er godt på den anden side af de 60 år.
Fortalt af gæstefortæller Jens Peter Madsen.

Mandag d. 20/7:

Den belæste adelsfrøken
Sælge mine bøger? Aldrig!
Karen Brahe er højadelig, ugift og stædig. Selvom hun er kvinde, fastholder hun magten over sit gods, grundlægger Odense Adelige Jomfrukloster og ejer tidens største bibliotek. En fortælling om en stærk kvinde i 1700-tallets mandsdominerede verden.
Fortalt af Esther Rützou.

Den galsindede enke
Hun var så arrig, så hun dampede. ”Så gå,” råbte hun. ”Forsvind! I er alligevel ikke bedre værd!” Og de gik. Hun kunne læse foragten på deres rygge.
En fortælling om, hvad ensomhed kan gøre ved mennesker. Og om, hvordan det går, når man har gjort sig uvenner med hele verden og prøver at komme på talefod med den igen.
Fortalt af gæstefortæller Susie Haxthausen.

Mandag d. 27/7:

At blive en kinafarer
Nærværende Poul Jacobsen, der er skikkelig og gerne vil søge sin lykke andetsteds, får herved bevis for at han med godsets tilladelse kan drage ud ...
Han er en ærlig mand, denne Poul Kinafarer, der starter sin formue på køb og salg af varer fra Kina. En ærlig mand - med en hemmelig kælder under købmandsgården ...
Fortalt af Esther Rützou.

Turen til Kina
Vi skulle optræde med Den lille Havfrue på Beijings National Centre of performing Arts. Men dørvagten nægtede at lukke os ind. For vi havde ingen billet!
I denne autentiske og humoristiske fortælling fra det nutidige Kina følger vi hovedpersonen på en turné, der udvikler sig til sin helt egen version af Murphys Lov.
Fortalt af gæstefortæller Kari Brinch.

Mandag d. 3/8:

Storhed og fald
Ved konkursen var varemængden så stor, at det tog flere år for kreditorerne at få det solgt.
Jørgen Ploug er søn af en hattemager, men vil mere! Talent for handel gør ham til storkøbmand. Sønnen, Simon, udvider formuen ved at sejle på Vestindien. Men da barnebarnet, den unge Jørgen Ploug, overtager, er tiderne skiftet.
Fortalt af Esther Rützou.

Gud og djævel
Med hænderne bundet på ryggen stod hun rank og så den fremmede mand direkte ind i øjnene. De sagde, at han var guden, der var vendt tilbage, men for hende lignede han mere vejen til frihed.
En historie om erobringen af Spansk Amerika, om forræderi, magtbegær og diplomati.
Fortalt af gæstefortæller Maria Junghans.


+

Send en mail

Har du spørgsmål eller en bemærkning. Send mig en mail med nedenstående formular.

Find mig på


Site administration

Copyright © 2013 Esther Rützou